En uventet drejning.

Et rigidt system, som ikke virker.

Da jeg blev sygemeldt i marts 2017, havde jeg ikke i min vildeste fantasi regnet med at jeg her 2,5 år efter stadig ville være det. Det har taget Jobcenteret 2,5 år at forstå, at jeg ikke kommer tilbage i mit arbejde på deltid eller bliver raskmeldt til fuld tid.

Mit helbred er kun blevet værre, mens jeg har været sygemeldt. Jeg har på de 2,5 år prøvet 7 forskellige slags gigtmedicin, som ikke har haft den ønskede effekt. Jeg er nu lige startet på noget nyt medicin igen som skal kombineres med et andet præparat om en måned. Sådan har mit liv været de sidste 2,5 år, hvilket har været på bekostning af rigtig mange ting. Jeg har forsøgt at forholde mig positivt til de konstante medicinændringer, den hvad der af os til kan føles som uendelige ventetid både ift. Sygehusvæsnet, lægekonferencer og også Jobcenterets månedlige samtaler, planer og vurderinger.

 

Nu er jeg der, hvor jeg ENDELIG skal påbegynde en afklaring af min arbejdsevne mhp. Fastholdelsesfleksjob.

At det har skulle tage Jobcenteret så lang tid og at jeg har skulle forsøge mig med så meget medicin, haft så mange bivirkninger og smerter førend vi er nået hertil, synes jeg er rigtig ærgerligt. Jeg har de 2 sidste år konstant været i en ventetilstand, på at vi skulle se tiden an ift. den forskellige medicins virkning, om bivirkningerne aftog, om jeg kunne øge min arbejdstid, om træning kunne hjælpe, om fysioterapi kunne aflaste mig, at se om hjælpemidler kunne aflaste mig i hjemmet osv. Vi kommer desværre bare ikke uden om, at jeg har en kronisk sygdom – selv om jeg nogen gange selv fortrænger det.

 

 

 

Som nævnt i mit tidligere indlæg (LÆS HER) kan min tilstand nu godt betegnes som stationær og nævneværdig bedring er ikke så sandsynligt, hvorfor Jobcenteret nu igen har forlænget mine sygedagpenge mhp. afklaring af min arbejdsevne. Dvs. jeg skal i “praktik” i mit eget job.

Jeg er spændt på, hvad forløbet kommer til at vise. Jeg er så taknemmelig for at have en så rummelig arbejdsplads som har valgt at beholde mig, på trods af en del sygedage, hospitalsbesøg i arbejdstiden og nu vil støtte op omkring at få mig afklaret ift. et fleksjob. Da min sagsbehandler ringede og gav mig beskeden, stod jeg i Netto og skulle hanke op i mig selv, for ikke at begynde at hyle. Jeg ser frem til at få en afklaring, som forhåbentlig også kan give lidt mere ro og overskud i mit liv.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En uventet drejning.