Et rigidt system, som ikke virker.

Om at miste en del af sig selv.

Jeg har været meget i tvivl, om hvorvidt jeg skulle udgive det her indlæg, men det er jo (desværre) en del af min virkelighed, hvorfor jeg er kommet frem til at det giver mening at udgive det. 

Det sidste halve år har været hårdt og jeg har meget af tiden, følt at jeg har været i et vakuum. Min mor, mine brødre og jeg mistede min far, alt for tidligt i 2. Uge af april 2019.

Han havde døjet med, hvad vi troede var mavesår i en længere periode. Dette skulle vise sig at være lungecancer, som havde spredt sig til de fleste organer. Der gik 2 måneder fra cancer-diagnosen blev lagt på bordet, til han sov ind en stille mandag morgen, på Amager Hospital. 

Det har været en meget mærkelig tid, hvor man som efterladt, fra det ene øjeblik til det andet, bliver overmandet af sorg. Når jeg tænker på min far, fik jeg de første 2-3 måneder et sug i maven ved tanken om at han ikke længere er her.  “Suget” er nu væk og følelsen som er tilbage er en knude i maven af savn og tristhed.

De sidste dage virker lidt “blurry” og er lidt svære at skelne fra hinanden. Jeg tog dette billede, i den sidste weekend min far levede. Jeg var så udmattet pga. manglende søvn og fordi jeg græd meget af tiden.

Vi vidste alle, hvor det bar henad, men der var ikke nogen af os, der regnede med, at vi kun ville have ham 8 uger endnu. Den sidste tid, var han ikke den far jeg havde kendt i over 30 år. Kræften ændrede hans adfærd fuldstændig, hvilket var meget svært for os, men mest for ham. 

Der går ikke mange timer på en dag, hvor jeg ikke tænker på ham. Tit vælter tanken “far er her ikke mere” eller “jeg har ingen far” op i mig, og giver mig et sug i maven. Jeg har stadig ikke helt forstået, at han ikke er her mere. Tanken virker stadig absurd. Hans telefonnummer, mailadresse og mange billeder af ham er jo stadig i min telefon. 

Vi spredte hans aske i Øresund i sommers. Ude ved møllerne, som jeg er så heldig at have udsigt til, fra min lejlighed. Jeg ser på dem dagligt og mindes ham. For mig er møllerne, nu det nærmeste jeg nogensinde kommer på min far igen.

 

Jeg fik koordinaterne for hvor hans aske blev spredt, tatoveret på mit håndled, et par uger efter askespredningen. På den måde, vil hans sidste hvilested, derude ved møllerne, altid være en del af mig.

Hvis du har lyst, kan du donere til “Knæk Cancer”, ved at klikke HER

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Et rigidt system, som ikke virker.