Når alt går i stå

Sjældent har jeg været så energiforladt og demotiveret. Jeg savner hverdagen, mit arbejde, min træning. At være i isolation, er røvsygt. Jeg forlod mit arbejde den 25 februar for at tage på 18 dages ferie til Thailand med Anders og min mor. Imens vi var afsted ændrede verden sig fuldstænding. Vi indkøbte mundbind, men brugte dem ikke, da de alligevel ikke gør en forskel. Vi medbragte store mængder desinfektion, da vi fik at vide at mange lande var ved at løbe tør. Sjældent har jeg sprittet så meget af – alligevel fik jeg en maveinfektion på 2 dagen. Det blev fikset med en masse antibiotika og medicin. Thailandske læger sparer ikke på antibiotika og penicillin – faktisk kan du uden...

Om at miste en del af sig selv.

Jeg har været meget i tvivl, om hvorvidt jeg skulle udgive det her indlæg, men det er jo (desværre) en del af min virkelighed, hvorfor jeg er kommet frem til at det giver mening at udgive det.  Det sidste halve år har været hårdt og jeg har meget af tiden, følt at jeg har været i et vakuum. Min mor, mine brødre og jeg mistede min far, alt for tidligt i 2. Uge af april 2019. Han havde døjet med, hvad vi troede var mavesår i en længere periode. Dette skulle vise sig at være lungecancer, som havde spredt sig til de fleste organer. Der gik 2 måneder fra cancer-diagnosen blev lagt på bordet, til han sov ind en stille mandag morgen, på Amager...

En uventet drejning.

Bloggen har de stået lidt stille de sidste måneder. Min fars død har fyldt meget hos mig mentalt. Derudover har mit fokus været på min arbejde – og det nødvendige onde heraf – nemlig samarbejdet med Jobcenteret ifbm min sygemelding, som på det seneste har været noget af en kvalm rutchebanetur. Min sagsbehandler gav ved forrige opfølgning, udtryk for, at hun forventede at vi skulle arbejde henimod et fastholdelsesfleksjob, i mit nuværende job, hvilket min arbejdsplads også støtter op om. Dog skulle det vise sig, ikke at blive sådan. Sagsbehandleren hev tæppet væk under mig, da jeg ved seneste opfølgning, oplyste hende om, at min medicin efter ca. 3 måneders behandling ikke havde den ønskede effekt og at jeg nu igen skulle...

Allergisk reaktion

I går, skulle jeg efter lang tids ventetid starte ny medicin – Rituximab (Rixathon). Jeg mødte til infusion og fik lagt venflon og fik en kombination af præ-medicin, som bestod af antihistamin, paracetamol og binyrebarkhormon. Derefter skal der gå 30 minutter før infusionen startes. Efter 30 minutters venten, bliver jeg koblet op til maskineriet. De første 20 minutter får jeg medicinen på lav hastighed, hvorefter hastigheden øges. Da der er gået ca. 35 minutter, begynder jeg at hoste, få irritation i svælget samt en fornemmelse af at min hals hæver op og er ved at lukke sammen. Jeg ser det lidt an, inden jeg hiver fat i en sygeplejerske, som med det samme pauserer infusionen. Hun kontakter min reumatolog, som ca....

Kroniker stigma og afstandstagen.

Uden at lyde tarvelig og dum, har jeg af og til, behov for et break fra “kroniker-miljøet”, på sociale medier. Jeg tror det er fordi, at jeg stadig har ret svært ved at forholde mig til det, “at være kroniker”.. Jeg har da bare lidt (læs galoperende) leddegigt og lidt Sjøgrens?..                           Ordet “kroniker” er også bare så definitivt et ord. Det bryder jeg mig ikke om. Kroniske lidelser kan jo, for nogens vedkommende, godt gå i sig selv igen. Jeg har nok også ret svært ved at identificere mig, kroniker-begrebet – fordi jeg synes det er ret stigmatiserende, og som kronisk syg bliver man stigmatiseret rigeligt, fra...